Vores navne er Ida og Jon, og vi er to naturtosser, som ikke kan få nok af at opleve den skønne natur, vores verden byder på. Vi elsker at rejse til naturskønne steder og at opleve naturen på tæt hold gennem vandring og klatring – både i Danmark og i resten af verden. Når vi selv planlægger ture, elsker vi at finde inspiration i, hvor andre har været, og vandreblogge har været helt essentielle for vores vandreture. Derfor vil vi så gerne være med til at inspirere andre til at tage på tur – begyndere såvel som garvede vandrere.
Hvad laver I nu? I august 2023 satte vi ud i verden på vores hidtil største eventyr: En et år lang rejse til Asien, New Zealand og Sydamerika. Vi har ikke planlagt særlig meget af turen og ved ikke helt, hvad der venter os, men vi er sikre på at få en masse skønne vandreoplevelser i rygsækken. Turen starter i Japan og Sydkorea, inden vi bevæger os mod Indien og Nepal, og undervejs har vi tænkt os at lave guides til de bedste dags- og flerdagsture, vi finder.
Hvad laver I, når I ikke rejser verden rundt? Til daglig bor vi i en hyggelig lejlighed på Nørrebro. Ida studerer psykologi på Københavns Universitet, og Jon arbejder som softwareudvikler. Vores fritid bruger vi på at gå ture og klatre – sammen og med vores venner – og at tilbringe tid med de dejlige mennesker i vores liv.
Vil du følge med i vores hverdag på rejsen? Vi prøver at lave hyppige opslag herinde, men til daglig poster vi på vores Instagram-konto. Så hvis du vil følge med i vores daglige eventyr, kan du hoppe ind på vores Instagram og følge med!